Grenaa er Djurslands største by, og er en hyggelig shopping- og handelsby med ca. 200 specialbutikker. I butikkerne finder du et bredt udvalg af mærketøj, sko, brugskunst, blomster mm. Tre gågader mødes på torvet og herfra ligger butikkerne i et samlet, lukket gågademiljø. Når sulten melder sig, har byen et lækkert udvalg af spisesteder, med alt lige fra hyggelige cafeer, til restauranter og diners.

På en spadsere tur rundt i byen kan du bla. se de mange forskellige skulpturer, ligesom du løbende kan se kunstudstilling fra både lokale, såvel som nationale kunstnere. På torvet ligger også Grenaa Kirke, som indeholder et af de fineste orgler i Nordeuropa, foruden et meget anerkendt klokkespil med 42 bronze klokker.

Tæt ved Grenaa bymidte ligger "Åbyen" - en kunstig ø i Grenåen omgivet af kanaler. Å-stien strækker sig fra byen til havnen og på vejen ligger der flere supermarkeder og butikker. Her begynder også naturen med skov, hede og et veludbygget stinet for vandrere, cyklister og ryttere.

Grenaa havn består af 4 havnemiljøer, med bla. fiskerihavn, samt moderne lystbådehavn. På lystbådehavnen findes både gode restauranter og butikker. Herfra kan du nyde udsigten til Grenaas 7 km. lange smukke sandstrand.

Hvor kan jeg se hvad der sker i Grenaa?

Der er flere muligheder, alt efter hvad der har din interesse. Fx. har Handel Grenaa en hjemmeside med deres arrangementer, klik her og se alle deres events.

Derudover kan du også på Djurslands Turistforening se et mere overordnet udvalg af oplevelsesmuligheder i området generelt.

Hvor gammel er Grenaa by?

Man antager at Grenaa er anlagt omkring 1200 tallet, men der findes nogle skriftlige kilder, der antyder at den også kan være endnu ældre.

Vi kan varmt anbefale et besøg på Museum Østjyllands afdeling i Grenaa, hvor det flotte museum har spændende fortællinger fra byen og lokalområdet. Museet er opbygget, så historie også bliver interessant for børnene, der blandt andet kan prøve at samle et skelet.

Hvor mange bor der i Grenaa?

Grenaa har knap 14200 indbyggere.

Er der bybusser i grenaa?

Der kører bybusser på udvalgte tider i Grenaa, og i skolernes sommerferie er de gratis at køre med. Ruten til campingpladsen er dog i perioder med telebus, så har du brug for at benytte bybussen, kan vi i receptionen hjælpe dig med at ringe efter den. Se køreplanerne på Midttrafik.

Hvor lang tid tager det at sejle til Anholt?

Sejlturen til Anholt tager ca. 3 timer alt efter vejrforholdene.

Hvor lang tid tager det at sejle til Halmstad?

Sejlturen til Halmstad tager 4,5 timer om dagen, og 5 timer om natten